fredag, december 09, 2005

Hvad er Kunst?

Debatten på kopenhagen.dk har nået nye dybder - således gengiver jeg her et af mine indlæg:

Ja, Hvad er kunst?

Christian Tangø sagde noget meget væsentligt, som netop også er en af de ting der frembringer denne debat:

” Hvis noget ikke er VILLET som kunst, men som reklame, pap, pis eller papir er det selvfølgelig IKKE kunst, hvorimod den moderne kunstopfattelse påtvinger os at være barmhjertige mod enhver, der blot udsiger det magiske ord: Kunst.”

Dvs. status er pt. at kunst er kunst, når blot INTENTIONEN er at lave et kunstværk.

Lige siden Duchamp i 1917 ophøjede en pissekumme til kunst – og derved netop lagde grunden til ovenstående moderne kunstopfattelse, er kunsten i højere grad begyndt at kredse om sig selv – og lukke sig om sig selv – og lukke resten af vores verden og kultur ude.
Nu skal man være kender og have læst tykke bøger for at forstå hvad der er kunst.
Resultatet er, at alle mulige andre medier har overtaget den kulturelle udvikling, og hvor sundt er det lige..?

I alle tidligere kulturer har kunsten været en mere integreret del af samfundet – nuvel – den har altid været benyttet af de herskende klasser til at skille sig fra hoben, men den har tilført noget til udviklingen af kulturen – netop i kraft af at INTENTION/VÆRK/VIRKNING har fungeret.

Mon ikke snart tiden er moden til at kunsten i højere grad åbner øjnene op mod verden og mennesket – og dropper den nytteløse cirklen omkring provokation af sig selv.

Og så vil jeg gerne gentage min opfattelse af hvad der er kunst:

”Kunst bør beskæftige sig med noget eksistentielt – menneskets kamp med sine problemer – være nyskabende i forhold til sin samtid (og ikke blot i forhold til samtidskunsten), så kulturen derigennem befrugtes af kunsten.”
Når INTENTION/VÆRK/VIRKNING herefter går op i en højere enhed – er det kunst!


Tjek iøvrigt debatten på www.kopenhagen.dk - der er nogle guldkorn iblandt!

torsdag, december 08, 2005

Fed kunstdebat - tjek lige dén

Kunstneren Jes Brinch har sat fut i fejemøget og spidder i en række kommentarer, den omsiggribende ligegyldighed der præger kunsten af i dag - Yes!
Læs debatten her:
Og - giv gerne en kommentar med - specielt hvis du er gladeligt uvidende om kunstteori ;-)